Vores arbejde
Vi har til en start skrevet to helt selvstændige romaner i en genre, som ligger et sted mellem almindelig skønlitteratur og egentlig kriminallitteratur. De blev udgivet i december 2023.
Derudover har vi nu afsluttet en serie på seks bøger med samme hovedperson. Den første udkom i august 2024, medens den sidste kom på markedet i oktober 2025.
Disse seks bøger er i en genre, der er en blanding af krimi, spion og konspiration, idet de foregår på baggrund af de internationale politiske begivenheder i tidsrummet 1974 til 2025.
Selv om at der er tale om en serie, så kan hver enkelt af bøgerne dog også godt læses som en selvstændig roman.
Det skal understreges, at der for samtlige bøger er tale om ren fiktion. Både handling og personer er således opdigtede, også selv om at nogle af de internationale begivenheder, der nævnes i bøgerne, virkeligt har fundet sted.
Om de selvstændige kriminalromaner (som dog nok er lige på grænsen til det skønlitterære):
Mord på Edens Have

På en blind vej i et idyllisk område af Nordsjælland har fire unge par slået sig ned for at skabe et lille paradis for dem selv. Det viser sig at være sværere end som så. Selv om at de er gode venner, så opstår der hurtigt kriser. Men helt galt går det, da nogle af dem pludselig dør på uforklarlig vis.
Politiet finder dog ikke umiddelbart noget forbryderisk, men de overlevende beboere er opskræmte, og enkelte forsøger sig ligefrem som amatørdetektiver. Det fører desværre til endnu flere dramatiske begivenheder. Hvem overlever? Og hvad sker der med de overlevende og det lille paradis?
Død ø

Befolkningen på en lille ø har i århundreder levet en tryg, om end ret fattig tilværelse, men da bagmænd udefra begynder at lægge deres egne planer for øens fremtid, går det galt.
Øen er naturskøn, men kan også bruges som dække for kriminelle aktiviteter og smuglervirksomhed. Befolkningen er bare i vejen og tvinges til at forlade den, hvis de da ellers overlever. En enkelt af beboerne kæmper imod og henter sin niece til øen for at hjælpe sig. Ene to vil de bekæmpe bagmændene, men de er flere gange i livsfare. Vil de overleve og vil øen blive sig selv igen?
Om spion- og kriminalromanerne:
Hovedpersonen Jens er nyuddannet jurist med mod på livet. Han ansættes i Udenrigsministeriet, hvor han imidlertid keder sig bravt, men så tager begivenhederne lige pludseligt fart. Han vikles nemlig uforvarende ind i mordet på en højtstående oliesheik, udsættes for et IRA-attentat og svigtes af sine kollegaer, så han til sidst må gå under jorden for at redde sit liv.
Jens har tidligere hørt rygter om, at der skulle findes en hemmelig international kreds af højtstående embedsmænd, som arbejder på at forhindre krige i verden. Meget prisværdigt, hvis formålet efterleves. Men det kan også misbruges, og så ender kredsen som en farlig, mafialignende organisation.
Han bliver meget mod sit ønske og sin vilje indblandet i denne organisations aktioner, men hvor meget? Og hvorfor? Er det, fordi han både er smart og heldig, eller måske bare fordi han er en, der kan undværes?
De første skæbnesvangre begivenheder ændrer Jenses liv for altid. Han må herefter tilbringe mange år i udlandet, hvor han møder et væld af interessante og tvivlsomme personer og konstant indblandes i farlige begivenheder, inden han langt om længe endegyldigt kan trække sig tilbage til en rolig tilværelse. Eller kan han?
P.S. Selv om at handlingen således er gennemgående i serien, så kan hver af de seks bøger, som også nævnt tidligere, læses som en selvstændig roman.

Kreds af Bedste Mænd
Første bind foregår i 1974 og har den internationale oliekrise og terroraktionerne i London som baggrund.
På den tid var London stadigvæk 'det gamle efterkrigs-London', med masser af hyggelige pubber, smalle gyder og blækhuse og elastikpenne på skrivepultene på posthusene.
En, som kan undværes

I andet bind er tiden flyttet til 1983-84, hvor den kolde krig er på sit højeste, og handlingen flyttes rundt mellem historiske brændpunkter som Paris, Moskva, Washington DC og og andre fjerne steder, foruden København, naturligvis.
De vestlige allierede har nemlig vigtige forbundsfæller mange steder, selv så fjernt som i Australien...
Klokken ringer elleve

I tredje bind, som foregår i 1994, er den generelle politiske situation faldet lidt til ro, men der er alligevel uro rundt omkring. Nye magtcentre er ved at danne sig flere steder i verden, og handlingen starter noget overraskende i Kina, men bevæger sig senere også rundt mellem København, Sverige, Schweiz, London, Hongkong og Kina, for så til sidst at ende i Tyrkiet.
Tit går det godt

I fjerde bind, 2004, er alt dog tilsyneladende fortsat nogenlunde roligt, eller er det? Noget tyder på, at det blot er stilhed før stormen, og det fornemmes også i Tyrkiet, hvor handlingen starter. Det fører til en konference i Schweiz, og så involveres også en række andre lande såsom Tyskland, England, Frankrig og Sverige, for slet ikke at nævne USA. Det hele ender imidlertid i Danmark, på ret dramatisk vis.
Lidt før det skumrer

I femte bind, 2014, begynder det at gå galt, da Rusland okkuperer Krim. Meget af handlingen foregår derfor i Moskva, men på mærkværdig vis flyttes den også til områder i og omkring Ukraine, og det både til vands og i luften, men USA er naturligvis stadigvæk inde i billedet. Alt afsluttes dog igen på dramatisk vis i Danmark og Tyskland.
Tid at vende tilbage.

I sjette bind, 2024, ser det sort ud. Der er krige overalt, og USA er under voldsom forandring. Handlingen hopper derfor lidt rundt i hele verden, endog til eksotiske steder som Dubai, Singapore og Grønland, og den ender i London, hvor den startede 50 år tidligere. Til allersidst vender den dog alligevel tilbage i Danmark, og så ved man jo aldrig, hvad der videre kan ske.
