Nyheder

Potcast

På Krimimessen i Horsens 2025 blev der optaget er interview med Hanne og Torben af Thomas Glud fra Horsens kommunes biblioteker. Se under Links.

Bogforum 2025.

H & T Krimi I/S vil også være at finde på Bogforum i Bellacentret, 7. - 9. november 2025, i den centrale Hal E, orange zone, på stand ES-042.

Vi vil deltage med 8 bøger, nemlig de to selvstændige krimier 'Mord på Edens Have' og 'Død ø' samt hele Jens Lynæs-serien på 6 bøger, 'Kreds af Bedste Mænd, 'En, som kan undværes', 'Klokken ringer elleve', 'Tit går det godt', 'Lidt før det skumrer' og 'Tid at vende tilbage'.

Alle bøgerne vil blive tilbudt til en ekseptionel fordelagtig messepris, og da vi begge vil være til stede på standen i hele perioden, vil der også være mulighed for en hyggelig krimi-sludder, ligesom børgerne naturligvis vil blive solgt med dedikation i det omfang, som det måtte ønskes.

Så, på gensyn i Bellacentret til november!

Krimimessen Horsens 2025

Som nævnt tidligere var H & T krimi naturligvis med på Krimimessen i Horsens i marts 2025, og vi var også, lige så naturligt, at finde i 'Arresten'. Dér 'sad vi to dage af' i celle nr. 163, men det var nu ikke så slemt, tvært imod, for der var heldigvis mange flinke og interessante besøgende.

Foredrag, præsentation, eller hvad man nu skal kalde det .

Vi fik forresten også mulighed for at gøre rede for vores misgerninger, på scenen for enden af gangen, om søndagen. Desværre kunne Hanne ikke prøveløslades, for nogen måtte der jo sidde i cellen, hvis der kom besøgende. Det faldt altså i Torbens lod at afgive forklaring, og her er, hvad han kunne anføre som forsvar for vores handlinger (det er lidt langt, for han havde 25 minutter til rådighed... ) :

Hvorfor begynde at skrive krimier i en alder af 76 og 86 år?

Det er et spørgsmål, som vi ikke kan undgå at få stillet, når vi i en eller anden forbindelse gør omverdenen opmærksom på, at vi skriver krimier, og lige meget hvad vi herefter siger, så er reaktionen ofte, at spørgeren ryster på hovedet og siger: "I er ikke rigtigt kloge".

Og det er nok ikke helt forkert, hvis man ser rationelt på tingene, men omvendt, når man er kommet godt op i årene, så behøver man ikke længere at være så rationel som tidligere.

Men måske skulle man til en start spørge: Hvorfor overhovedet begynde at skrive krimier? Læselysten er jo generelt faldende, der er masser af gode bøger i forvejen, og krimier er jo i virkeligheden ikke rigtig litteratur, vel?

Lad mig starte med det sidste først.

I min barndom sidst i fyrrene og først i halvtredserne var kriminallitteratur ikke anerkendt. Åh jo, der var nogle enkelte krimiforfattere, som lige kunne gå an, men det var ikke ret mange.

Kriminallitteraturen kom man således ikke umiddelbart i forbindelse med, og for mit eget vedkommende skete det ved et rent tilfælde, da jeg var 13 år gammel. Sommerferien blev dengang normalt tilbragt i familiens sommerhus ved vestkysten, og netop det år var vejret helt forfærdeligt i den to ugers periode, som tilfaldt mine forældre.

Der var således brug for noget læsestof, så jeg foretog en grundig undersøgelse af alle sommerhusets skabe og skuffer, og bagerst på den øverste hylde i det mest afsides skab fandt jeg en stak kriminalseriehefter, vist en tyve tredive stykker, antageligt efterladt af beboere i årene lige før krigen.

Hæfterne var meget ydmygt udstyrede, i et ret lille format og trykt på almindeligt avispapir, og de hørte til det, der dengang gik under betegnelsen 'Kiosk Litteratur', fik jeg senere at vide. De var både lasede og snavsede, men de havde nogle udfordrende titler og nogle vildt farvestrålende forsider.

Jeg fik slugt en stor del af dem, inden ferien var forbi, og genoplevede dem da også ved senere lejligheder, men ak og ve, nogle år efter var de alle væk, antageligt smidt ud af en højkulturel og højhygiejnisk tante under en grundig rengøring.

Det siger imidlertid lidt om, hvor lavt kriminallitteraturen rangerede dengang, men sådan startede min interesse for krimier altså. Jeg må indrømme, at jeg herefter blev håbløst forfalden til genren. Heldigvis gælder noget lignende også for min kone Hanne, og vi læser stadigvæk ganske mange krimier, sideløbende med rigtig litteratur, naturligvis.

Men ikke alle krimier er lige interessante. En krimi skal jo først og fremmest være spændende, men spænding kan jo opnås på forskellige måder, og det er nok her, at den store forskel mellem krimier ligger.

Spændingen ligger i karakteren af dels de begåede kriminelle handlinger og dels de begivenheder, som leder til en opklaring. Som den ene yderlighed finder vi på den måde det, jeg vil kalde for volds-krimier, hvor vægten lægges på bestialske forbrydelser og et hårdtslående opklaringsarbejde, og som den anden yderlighed er der så de klassiske krimier, også kaldet hygge-krimier, hvor vægten lægges mest på miljøbeskrivelse og et intelligent opklaringsarbejde.

Spænding er altså grundelementet, men det er imidlertid ikke helt nok til at give den store læseoplevelse. Man kan på en måde sammenligne en krimi med en madret: Basalt set skal den stille en sult, men den skal helst også smage godt, og det kan opnås på mange måder.

Og så er vi fremme med det egentlige spørgsmål: "Hvorfor begynde at skrive en krimi selv?"

Svaret er næsten oplagt efter sammenligningen med at lave mad: "Fordi så vælger vi selv "råvarer og krydderier". På den måde kan man skrive krimier, som falder helt i ens egen smag, men ulempen er naturligvis, at det jo ikke er sikkert, at andre har de samme ønsker.

Og så kommer vi til det med alderen.

Hanne og jeg nåede begge at komme et pænt stykke op over pensionsalderen, før vi ophørte med erhvervsarbejde, så selv om at vi pludseligt fik en masse tid til overs og kunne begynde at beskæftige os med noget, som vi havde interesse for, så var mulighederne alligevel blevet lidt begrænsede.

Nu er det imidlertid sådan, at vi begge tidligere har skrevet masser af faglitteratur, og selv om at man godt kan lide det at skrive, så ligger udfordringen ved faglitteratur i at skrive noget, der er korrekt, præcist og let forståeligt, men ikke nødvendigvis underholdende at læse, og slet ikke at skrive.

Vi har derfor begge to tidligere, ind imellem, også forsøgt os lidt med at skrive noget skønlitteratur med mere vægt på det underholdende, men det er ikke blevet til så meget for nogen af os, simpelthen på grund af mangel på tid.

Men nu var tiden der altså, og interessen for krimier havde vi også begge to intakt, og så var det jo oplagt at begynde at skrive en spændende og underholdende krimi efter egen smag.

Altså startede jeg på vores første bog, "Mord på Edens Have", og jeg opdagede ved den lejlighed, til min egen store overraskelse i øvrigt, at det næsten var sjovere at skrive en krimi, end det var at læse en.

Men jeg opdagede også en anden ting: Det at skrive en krimi alene er altså lidt svært. Der er meget at holde rede på, så man mister let overblikket og farer vild, og så er det godt, at der er nogen, der følger med i det, man laver, og som kan sige til og fra på de rigtige steder. Man kan da også se i rigtigt mange krimi-bøger, at forfatteren slutter af med at takke en del personer for medhjælp og støtte.

Så hvor vendte jeg mig hen? Til Hanne, naturligvis. Hun var heldigvis helhjertet med på den, og så besluttede vi os altså for at skrive bøgerne i fællesskab. Det skulle senere vise sig, at det gjorde fornøjelsen ved at skrive endnu større, så det blev hurtigt til endnu en krimi, Død Ø.

Nu kunne vi jo have nøjedes med at frembringe nogle manuskripter og så lade det blive ved det, men her kommer der noget andet ind i billedet: Vi kan begge rent faktisk godt lide bøger, sådan rent fysisk, og det har udmøntet sig i, at vi har små 5000 bøger stående på reoler rundt i vores hus. Vores opholdsstue har således bogreoler rundt langs alle vægge og går derfor i familiens almindelige omtale lidt sarkastisk under beskrivelsen: Biblioteket.

Det var derfor næsten en selvfølge for os, at hvis vi fik skrevet nogle bøger, så skulle de også trykkes og udgives, for en bog er altså først en bog, når man står med den i hånden og kan sætte den ind i sin reol.

Og litteratur skal efter vores mening læses i en bog. Vi ved godt, at der findes e-bøger og at lydbøger er "in" for tiden, men det er nok et punkt, hvor vi begge er uforbederligt "gammeldags".

Nå, men Hanne og jeg startede altså, og vi fik da også som nævnt færdiggjort et par selvstændige krimier. Det var nu ikke så svært, for vi har begge to oplevet ganske meget gennem et langt liv, og det giver den nødvendige baggrund, så det at få skrevet bøgerne i fællesskab var egentligt ret ligetil.

Men at få bøgerne udgivet, det var et problem. Vi sendte naturligvis manuskripterne til et utal af forlag, men mange svarede simpelthen ikke, og fra andre vi fik næsten enslydende beskeder tilbage: Vi har tilstrækkeligt med manuskripter, og derudover vi vil ikke begrunde vores afslag.

Der var dog heldigvis et enkelt forlag, mellemgaard, som var samarbejdsvilligt, så i slutningen af 2023 udkom de to første bøger så, og det var sådan set fint nok alt sammen.

Det gav os mod på at gå videre, men vi fik det råd fra flere sider, at hvis vi ville skrive flere kriminalromaner, så kunne det være en god ide at lave en serie med brug af et bestemt miljø, en gennemgående hovedfigur og så vidt muligt også en gennemgående historie af en eller anden art.

Det fik pludseligt givet sagen en ny drejning.

Jeg kom nemlig i tanke om, at jeg små 40 år tidligere rent faktisk var begyndt på en krimi, som var baseret på en slags konspirationsteori, med et særligt miljø og en markant hovedperson. Jeg fik dengang skrevet omkring 100 sider på en gammel, slidt skrivemaskine, og det var i øvrigt ret besværligt, dels når der skulle findes oplysninger til brug for historien, og især, når der skulle rettes i manuskriptet. Imidlertid fik jeg pludseligt vigtigere ting at tænke på, og så røg de 100 sider ned i en skuffe, og det var så det.

Eller var det? Måske var der noget i manuskriptet, som kunne bruges, og måske lå de mange skrevne sider stadigvæk i skuffen? Men hvilken skuffe, monstro, for det var jo alt sammen længe siden?

Så blev der ellers rodet i skuffer, men inde i vores hus fandt jeg ingenting. Så blev søgningen udvidet til loftet og garagen, og dér, i en krog i garagen, stod der en gammel kommode, som på uforklarlig vis havde overlevet adskillige flytninger, og i en af skufferne lå der en del gamle manuskripter af forskellig art.

Dér fandt jeg så de 100 sider, og det skulle faktisk vise sig at blive til et meget morsomt gensyn med mit eget gamle, men meget yngre jeg.

Men, men, men… Der sker imidlertid en hel del på 40 år, både med verden og med os selv, så helt direkte kunne manuskriptet ikke bruges, men det blev ikke des mindre grundlag for de 100 første sider i vores første, fælles serieroman, "Kreds af Bedste Mænd", om den fredsommelige og tænksomme, men absolut ikke kedelige statstjenestemand Jens Lynæs, som uden egen skyld gang på gang drages ind i voldsomme begivenheder, som i den sidste ende bliver helt bestemmende for, hvordan hans tilværelse forløber.

Denne første bog er nu blevet til en serie på 6 bøger, fra Jens i 1974 er 30 år gammel og til han i 2024 fylder 80 år, med en bog for hvert tiende år. De blander forskellige genrer, krimi, spionage, politiske verdensbegivenheder, konspirationsteori og kærlighed, sammen i en helt særlig "jeg"-fortællestil, lidt ligesom man kan se det, uden sammenligning i øvrigt, hos nogle af vores store krimi-litterære forbilleder, Raymond Chandler, John le Carreé, Philip Kerr og Sue Grafton.

Men bortset fra personerne og miljøet skal der jo også helst være et gennemgående tema i serien, og til den ende opfandt jeg den hemmelige internationale organisation af højtplacerede embedsmænd, Kreds af bedste mænd, eller på engelsk: Group of Senior Civil Servants.

Ideen fik jeg efter at have været ansat i en del år i et af vore ministerier, hvor der var rig lejlighed til at træffe højtstående udenlandske embedsmænd fra mange forskellige lande, og hvor man også fik indblik i mange mærkelige og til dels uforklarlige beslutninger og hændelser.

Og så dukkede den engelske tv-serie "Yes, Minister" også op på det tidspunkt, hvor det første manuskript blev skrevet. Når man selv var ansat i et ministerium, så var det altså hylende morsomt at se, hvordan nogle højtplacerede embedsmænd fuldstændigt kontrollerede en del politikeres gøren og laden og i sidste ende fik tingene til at ske, præcist som de selv ønskede det.

På den baggrund kunne man da godt få den tanke, at sådan en organisation som Kreds af Bedste Mænd virkeligt eksisterede.

Den embedsmandsorganisation, som vi beskriver i bøgerne, er imidlertid ren og skær fiktion. Den findes naturligvis ikke i virkeligheden, men ideen er altså ikke helt usandsynlig, og det gør den meget velegnet som en rød tråd gennem serien.

Når vi har valgt lige netop den form og det miljø, så skyldes det altså, at vi begge har arbejdet både i det private erhvervsliv og i den offentlige administration, begge har arbejdet og rejst meget i udlandet og begge i al almindelighed har oplevet en frygtelig masse spændende ting, både sammen og hver for sig, og det kan alt sammen bruges, ikke direkte, naturligvis, men som inspiration og baggrund.

Som eksempel på en sådan brug af egne oplevelser til at skabe dramatik vil jeg oplæse et lille stykke fra den første seriebog, hvor hovedpersonen, Jens, som trediveårig er havnet i London i 1974, lige medens den irske selvstændighedsorganisation IRA's terroraktivitet var på sit absolut højeste og gav sig udtryk i bombeattentater overalt i London.

Situationen er nu den, at Jens i baren på sit hotel har mødt en engelsk pige, Audrey, som er geolog, og hun har inviteret ham med til et møde i sin faglige forening. Efter mødet kører Jens så sammen med Audrey og hendes skumle veninde Elsie gennem det natlige London, og det går naturligvis grueligt galt:

Her følger så et afsnit fra 'Kreds af Bedste Mænd. Spring bare over...

Om det var bilen eller Elsie, der var noget i vejen med, ved jeg ikke, men kørslen foregik stødvist, med nogle meget voldsomme ryk, og da der stadigt var en del trafik, så var køreturen langtfra behagelig. Heldigvis sad Audrey lige foran mig og så yndig ud. For at tale med hende måtte jeg læne mig langt frem, så min kind næsten rørte ved hendes hår, som duftede vidunderligt.

Imidlertid var det meget øl, som John så gavmildt havde hentet i pauserne under mødet, begyndt at gå mig lidt til hovedet, og jeg spekulerede i forbifarten på, hvordan han mon kunne navigere gennem Londons gader i den tilstand, som han måtte være i, for han havde drukket nøjagtigt lige så meget som mig, hvis ikke endda lidt mere.

Øllet var nu ikke kun gået mig til hovedet, det var også gået et andet sted hen, og det begyndte at give mig problemer. Jeg havde ganske vist været en tur ude på toilettet i foreningens bygning. Det var nogle lokaler med en overdådighed af hvide fliser, mørkerød mahogni og blankpoleret messing, men der var fuldt af mennesker, faktisk trængsel, og så hang der denne specielle skarpe lugt af salmiak og desinficeringsmidler over det hele.

Nu lider jeg af den særhed, at kombinationen af mange mennesker og dårlig lugt virker meget lidt indbydende på mig, næsten som en 'fobi'. Kort sagt, jeg havde måttet forlade lokalet efter kort tid, med delvist uforrettet sag, og det blev jeg mere og mere pinligt mindet om, for hvert stød det gav i bilen på grund af trafiklysene og Elsies ujævne kørsel.

Vi havde sneglet os gennem Westminster og Holborn og nærmede os så småt City, da jeg besluttede mig for at bide hovedet af al skam og bede Elsie om at stoppe på hjørnet af et mørkt stræde, men i det samme sagde hun: "Here we are," hvorefter hun drejede ned ad en bred, men helt øde gade med en blanding af fornemme, gamle kontorbygninger og moderne beton og glas højhuse. Hun svingede raskt op foran den mørke hovedindgang til noget, der lignede en bank eller en anden form for officiel bygning, hvorefter hun stoppede bilen med et af sine berømte ryk.

Tanken om snart at komme ud af bilen og strække benene gav mig fornyet styrke, så jeg bed tænderne sammen og tænkte, at jeg sikkert kunne holde ud et par minutter endnu, indtil der viste sig en naturlig mulighed for at finde et toilet.

Imidlertid steg pigerne ud, men i stedet for at slå forsædet ned, så jeg kunne komme med ud også, råbte Elsie i en næsten munter tone: "Vent her, det tager kun et øjeblik," hvorefter de begge smækkede deres dør i og småløb over mod en noget mere beskeden indgangsdør i bygningen ved siden af banken, eller hvad det nu var. Elsie låste op, og på få sekunder var de forsvundet.

Jeg var nu ikke så ked af den vending, for nu var jeg ved at revne, følte jeg.

Jeg lænede mig derfor skyndsomst frem for at åbne venstre fordør, men opdagede med stigende utålmodighed, at jeg ikke kunne rokke dørhåndtaget. Jeg prøvede i højre side, men med samme deprimerende resultat.

Desperationen greb mig. Jeg mærkede sveden springe frem på hele kroppen, medens jeg af al magt forsøgte at rulle venstre dørvindue ned. Det sad også fast, men jeg fik det dog bevæget så meget, at jeg kunne få fingrene presset ind oven over glasset. Det hjalp. Ved en kombination af at dreje på håndtaget og samtidigt trykke nedad på ruden, så kraftigt som jeg kunne, bevægede ruden sig yderst uvilligt ned.

Tiden var nu knap, så jeg nærmest sprang hovedspring hen over forsædernes ryglæn og efterfølgende ud gennem det nu åbne, men meget snævre vindue, hvorefter jeg slog en kolbøtte ned på gaden, kom på benene og løb sammenkrummet hen langs bygningernes facader.

Jeg nåede hurtigt hen til en smøge mellem to huse og stavrede stivbenet nogle skridt ned ad den, medens jeg hektisk løsnede mine bukser. Jeg nåede det lige akkurat, tiendedele af sekunder før katastrofen.

Åh, hvilken lettelse. Det er næsten ikke til at beskrive. Få sekunder før havde tilværelsen været en jammerdal, fuldstændigt domineret af en næsten uudholdelig pine, og nu, himmel, livet vendte tilbage og var atter værd at leve. Jeg tror, at jeg næsten fik tårer i øjnene, medens jeg stod støttet til muren og lod vandet løbe, så hurtigt som det nu kunne efter den tvungne og langvarige opstemning, og så vendte jeg så småt tankerne mod den situation, jeg lige havde forladt.

Ville jeg kunne få bilens dør op udefra og vinduet på plads, eller måtte jeg forsmædeligt vente på gaden, til pigerne kom tilbage, og så aflevere en eller anden usandsynlig forklaring på mit pludselige skift af opholdssted? Jeg ordnede mine bukser med tænksom langsommelighed og vendte mig væk fra muren for at gå tilbage.

Så skete det. Først et voldsomt lysglimt, som fik smøgens udmunding i gaden til at se ud som en ildsøjle, som fuldstændigt blændede mig, dernæst et voldsomt pust af varm luft og et brag, nej, snarere et enormt voldsomt lydtryk, som næsten kastede mig til jorden.

Da lyden var runget ud, løb jeg halvblændet frem til gaden og så ned mod bilen.

Den var væk. Dér, hvor den havde været, var der et stort bål, der oplyste de ødelagte facader på husene ud for stedet, og brændende flager svævede i luften eller faldt langsomt til jorden, selv næsten helt henne, hvor jeg stod.

Som sagt starter mine reaktioner i sådan en situation helt nede på det allermest jordnære, praktiske plan. Naturligvis kunne jeg se, at bilen var eksploderet og forvandlet til et stort bål, men min første tanke var, at det var da synd for Elsie, at hun sådan mistede sin bil.

Dernæst meldte den tanke sig, at jeg muligvis kunne have forvoldt ulykken ved min voldsomme tumlen rundt i bilen for at komme ud. En kortslutning og lidt spildt benzin, der skal ikke så meget til.

Jeg blev lidt hed om ørene ved tanken, men dernæst meget blød i knæene, da den uundgåelige følgeslutning meldte sig: Jeg kunne rent faktisk have siddet i bilen, da den eksploderede, hvorved jeg ville være røget med.

Så endelig kom erkendelsen: Den elendige, gamle bil, pigernes forsvinding, den øde gade, den officielle bygning, bildørene, som var låst, og vinduet, som ikke kunne rulles ned. Det var et planlagt attentat, og jeg skulle være slået ihjel.

Her stopper oplæsning af første afsnit.

Det er faktisk næsten alt sammen noget, som på en eller anden måde er selvoplevet, dog ikke på en gang, sådan som fortalt her, men sammenstykket af episoder over en lidt længere periode, idet jeg selv boede og arbejdede i London i 1974.

Faktisk så skete en del af de dramatiske attentater i London netop på lokationer, som jeg var i nærheden af eller lige havde besøgt, så mine engelske venner mente til sidst, at der måtte være uheld ved mig, og så bad de mig så mindeligt om at rejse hjem, inden jeg havde fået ødelagt hele London.

Nå, Jens slap altså fra London-turen med livet i behold, men det blev ikke mindre farligt, da han kom tilbage til København, hvilket vil fremgå af det næste lille stykke, som jeg vil læse op.

Her stifter Jens nemlig bekendtskab med en af de andre gennemgående figurer i serien. Han hedder Mogensen, og han er ikke så let at blive klog på.

Situationen er den, at Jens under en dramatisk hændelse, hvor det er ved at gå galt for ham, får en bedøvende indsprøjtning, og om det er af en ven eller fjende, ved han ikke.

Her starter oplæsning af andet afsnit. Spring bare over...

Da jeg kom til mig selv igen, opdagede jeg, at jeg lå i en hospitalsseng, iklædt hospitalstøj. Det næste, jeg fandt ud af, var, at jeg ikke kunne røre mig, samt at jeg nærmest følte mig lidt beruset. Det var meget ubehageligt, eller var det tvært imod behageligt? Det var i hvert fald underligt.

Det var et nøgent værelse uden vinduer, men der stod en stol ved siden af sengen, og på stolen sad der en mand. Han havde siddet og læst i et eller andet, men da jeg rørte på mig, lagde han tingene væk og så på mig, og jeg så på ham.

Han var svær at vurdere, alderen var nok et sted mellem fyrre og halvtreds, og han var ret almindelig af udseende. Mest bemærkelsesværdigt var imidlertid, at der intet som helst var at læse i hans ansigtsudtryk. Det var fuldstændigt intetsigende

Efter lidt tid spurgte jeg: "Hvor er jeg?" Hertil svarede han: "Du ligger på et hospital og svæver mellem liv og død."

Det lød godt nok kryptisk, men han føjede til, med den mindst mulige antydning af et smil: "Det er i hvert fald det, vi har skrevet i en pressemeddelelse. Nu vil jeg stille dig nogle spørgsmål, og dine svar vil afgøre, om det skal gå den ene eller den anden vej for dig."

Det lød absolut ikke godt, men jeg blev da klar over, at jeg skulle tænke mig godt om, når jeg skulle svare.

Jeg havde nu fuldstændigt tabt sansen for tid, så om der gik en, to, tre eller fire timer med spørgsmål og svar, ved jeg ikke. Bortset fra, at jeg ikke kunne røre mig, havde jeg det faktisk fint. Jeg følte mig fuldstændig klar i hovedet og samtidigt fuldstændig frygtløs. Måske var jeg ligefrem lidt overstadig, for jeg tror ovenikøbet, at jeg ind imellem lavede vittigheder ud af mine svar.

På et tidspunkt spurgte jeg manden, hvad han hed, hvortil han bare svarede: "Du kan jo kalde mig Mogensen, og jeg arbejder for en specialafdeling under Efterretningstjenesten."

"Forsvarets eller Politiets?" Jeg så spørgende på ham, men han var ikke meget for at svare. Omsider sagde han dog: "Det kan sådan set være begge dele, men her og nu er det nok mest Politiet. Det er imidlertid ikke noget, du behøver at tænke på."

Hvad var det for et svar? Jeg måtte prøve noget andet. "Er du den gode eller den onde betjent?" spurgte jeg så.

Det skulle jeg ikke have gjort, for Mogensen skulle vise sig at være lidt filosofisk anlagt. Han svarede nemlig: "Tja, hvad er ondt, og hvad er godt? Det afhænger jo nok lidt af situationen og af, fra hvilken side man ser det. I dit tilfælde kan jeg nu ikke rigtigt se, hvad der vil være godt, og hvad der vil være ondt. Så når du spørger, om jeg er ond eller god, så må jeg svare: Nok lidt af hvert, alt afhængigt af omstændighederne."

Den karakteristik skulle senere vise sig at passe ganske godt på ham, men lige nu kunne jeg altså ikke bruge det til noget, så jeg opgav at sige mere, men heldigvis fik det da alt sammen omsider en ende. Da Mogensen ikke kunne finde på mere at spørge om, hidkaldte han en hvidklædt dame, som gav mig en ny indsprøjtning i armen. Jeg kunne ikke lade være med at spørge, henvendt til Mogensen: "Hvad så, er den sprøjte liv eller død?"

Hertil svarede han, undtagelsesvis med noget, som godt kunne fortolkes som et smil: "Det opdager du tidsnok."

Og så faldt jeg i søvn igen.

Her stopper oplæsning af andet afsnit

Den Mogensen, som dukker op her, er i øvrigt seriens faste holdepunkt, en af de "gode" embedsmænd, i modsætning til de upålidelige embedsmænd, der hører til Kreds af bedste mænd. Det er Mogensen, der sætter tingene på plads, når Jens bliver lidt for vidtløftig, og som redder ham, når det er ved at gå helt galt.

Og så ikke mere om bøgerne, for nu kan der måske drages en slags konklusion vedrørende indledningens spørgsmål:

Når man i en høj alder begynder at skrive krimier, og vi et øjeblik ser bort fra det rent beskæftigelsesmæssige og underholdende, så er det måske også, fordi netop krimi-formen er en god ramme, hvis man føler trang til på en helt upersonlig og uforpligtende måde, at foretage en slags gennemgang og vurdering af sit eget livsforløb, med alle dets gode og dårlige oplevelser og beslutninger, og af ens egne holdninger til verden og tilværelsen i almindelighed, sådan som udviklingen har været.

Og så er det altså sjovt at bruge fantasien og brodere lidt videre på sine egne meriter.